Antigua til St Kitts. Med en lille omvej til Dominica.

Åh – hvor er det svært at komme væk fra Jolly Harbour på Antigua. Vi ligger simpelt hen så godt for anker her men vi har efterhånden været her længe og har vist ikke noget til gode. Men hver gang vi taler om at vi skal videre finder vi lige en undskyldning. Vejret ser ikke så godt ud de næste dage – det blæser lidt for meget - i dag regner det lidt – det er nok bedre i morgen.

D. 3. februar går vi til kontoret og check ér ud. Nu skal det være. Vejret ser godt ud de næste dage så ingen undskyldning her. Vi tanker båden med vand og brændstof og får købt ind. Vi bruger et par timer på at sejle til den sydlige del af Antigua og kaster anker i Falmouth. Planen er at vi sejler herfra meget tidligt i morgen. Men……. Det bliver – mod forventning – dårligt vejr om natten så vi sover ikke godt og næste morgen er vi hurtig enige om at det ikke bliver i dag. Vejrudsigten er stadig god – hvis man da ellers kan stole på den. I morgen skal det være, for vi har ikke lov at være her mere end 24 timer efter udcheck  og de er allerede gået. Så vi håber ikke vi får besøg af myndighederne men de plejer ikke at sejle rundt og holde øje så vi er rolige.

Tanken er at vi vil til Guadeloupe. Den første ankerplads man kommer til er i en lille by der hedder Deshais. Det er den lille by der hedder Honore i den engelske serie ” death in paradise” som jeg har fulgt med i hjemme. Det er morsomt at sidde på den samme cafe der er meget brugt i serien og se bygningen der er politikontor. Der er altid nogle gode oversigtsbilleder i serien hvor man ser hele ankerbugten og byen. Se den næste gang de sender den. Altid på et ukristeligt tidspunkt men jeg sætter den altid til optagelse. Den er virkelig hyggelig.

Stambordet i " death in paradise". Måske - det står i hvert fald samme sted.

Vi ligger i en lille ankerbugt hvor der hurtigt bliver dybt men med vores nye lange kæde og vores nye anker er det ikke noget problem. Altså bortset fra de andre sejlere. Igen i år er der problemer med de franske sejlere. De har ikke forstand på at sejle – de tror de bare parkerer en bil – og det kommer totalt bag på dem at andre sejlere også har ankerkæde ude. F.eks kom der en fransk sejler ind temmelig sent på eftermiddagen. Han kastede først anker der hvor vi også lå sidste år og var holdt godt fast af en koral. Der ville han ikke ligge så han sejlede hen foran os og kastede anker så det ville kunne forsvares – den kredit skal han have – i hvert fald i forhold til os, så vi forholdt os tavse. Han kastede anker mellem 2 både der ligger for mooring og derfor ikke flytter sig når vinden drejer. Og det gør den altid på en ankerplads. Det der så var problemet var at hans anker ikke fik fat men blev trukket hen over bunden. Heldigvis lige foran vores anker men det vidste vi jo ikke – vi kan ikke se præcis hvor det er men han trak lige ned foran os så hvis han havde fået bid så ville vores kæder med garanti blive viklet sammen. Tommy fik stoppet ham og vi var spændte på om han havde vores kæde med op da han hev sit anker op igen. Det havde han heldigvis ikke. Men så lægger han igen anker foran os men på den anden side og ender så mellem os og en amerikansk båd der i forvejen havde lagt sig for tæt. Hvis han var blevet ( læs : ikke var blevet jaget væk ) så havde vi kunne gå tørskoet over på hans båd.

Lige nu hvor billedet bliver taget er vi LANGT fra hinanden men for lidt siden var der ikke 2 meter mellem os. Bådene svajer jo ikke altid på samme tid og denne ankerlægning er det glade vanvid.

Han fandt heldigvis et bedre sted ovre ved kanten og vi var igen rolige.

Næste aften – efter en dejlig stille og rolig dag med moderat vind – bliver det mørkt og det blæser op. Klokken er hen ved 8 og vi sidder og læser da vi hører besætningen på en sejlbåd prøve at finde vej op gennem de opankrede både. Det er ikke nemt for man har lyset fra byen i øjnene og derudover ligger der røde og grønne bøjer i vandet der markerer sejlrenden. Når de ikke lyser, er de meget svære at se og det kunne vi tydelig høre de havde svært ved. De drejer af og opgiver at komme længere frem men på vej tilbage gennem bådene taber forgasten ankeret og det begynder at køre kæde ud. Vi ser målløse til og han ser ikke at han har kurs mod en sort båd lige ved siden af og lidt bag os. Det lykkes dem at få stoppet båden men ikke få ankeret op og det så grangiveligt ud som om han havde fanget den anden båds kæde. Det havde han ikke men til gengæld havde han overhovedet ikke styr på sin båd og han sejlede så bare ind i den næste båd i rækken og kom til at hænge fast på ham. Han råbte og kæmpede og heldigvis kom der hjælpende hænder til ellers havde han hængt der endnu. Da besætningen på den ramte båd kom hjem fik de travlt med at se hvad der var sket men vist ikke noget alvorligt selv om skrammer i glasfiberen er irriterende nok. Det tog ham vel en times tid før han fandt en plads – nu nede bag ved hvor han ikke kunne lave flere ulykker. Det kostede os en ekstrakop kaffe og en chokolademad eller to at få nerverne og blodtrykket ned igen. Det er rystende hvor hjernedøde nogle sejlere er. Vi frygter altid at der har været nogen for tæt på vores båd når vi har været væk og vi er først rolige når vi ser hun ligger hvor vi lagde hende.

Vi er kommet til d. 9 februar og vi sejler til dejlige Isle des saintes. En lille ø gruppe 5 – 10 sømil syd for Guadeloupe.

Vi har været her tidligere og både haft gode og dårlige dage her. Når vejret er stille er her absolut fantastisk men når det blæser er her rædsomt. Vi er heldige at få en mooring – de er ellers alle optaget men lige som vi kommer – i øvrigt med 5 både lige i halen – er der en båd der går fra og vi er hurtige på aftrækkeren. Men selv om den ligger relativt tæt på land kravler der alligevel dønninger ind og de rammer os lige i rumpen. Det tager ca. 5 sekunder mellem hvert slask og vi er dødtrætte af det. Og så yderligere det problem at vi bliver skubbet op i mooringen så den banker på siden af båden. Det holder vi ikke til selv om vi holder af stedet. Vi kan godt ankre her men så skal vi temmelig langt ud og der bliver langt til byen og vores jolle er ikke den hurtigste fisk i vandet.

Hurtigt videre til Dominica. Og hvilken lise. Her ligger vi helt stille og for vores eget anker. Ingen støj og god plads til at være os selv. Vi har egentlig kun tænkt os at være her i nogle få dage men mon ikke vi trækker den lidt.

Der er efterhånden ikke en syning på vores bimini der ikke er ødelagt af solen. Nogle af dem syede jeg før vi tog afsted fra St.Kitts og mente resten var gode nok men der tog jeg fejl. De sidste 2 måneder var lige dråben der fik bægeret til at løbe over og på vej til Dominica stod det klart at den måtte pilles ned og have syet 3 lynlåse fast igen. Og så fik den også lige et nyt stykke rude i midten da det gamle var helt ugennemsigtigt.

Vi har heldigvis den gamle singer symaskine så vi kan klare småtingene selv.

Jeg havde store planer for hvad vi skulle opleve her på Dominica når vi nu var kommet hertil. Noget af det jeg ikke fik set sidste år er deres ” boiling lake” . Dominica er jo som alle de andre øer af vulkanoprindelse. Nogle af vulkanerne er stadig aktive, f.eks. den på Montserat, men her på Dominica er der bare en enkelt sø der stadig opvarmes nedefra. Så meget at den koger. Siger de. Det kunne jeg godt tænke mig at se. Men vi er midt i en karnevalsuge og den tur kan først arrangeres noget senere. Vi spørger en anden turguide end ”vores egen” og han fortæller at det er en 6 timers tur op og ned af bjerget. Plus den tid det tager at køre til og fra. Det er meget mere end nogen af os orker at tænke på så det må opgives. Det er en stor skuffelse men så må vi jo finde på noget andet.

Imellem tiden er det blevet helt stille og havet ser roligt ud så vi bestemmer os for at det er tid at vende næsen nordpå igen.

Det bliver en helt fantastisk tur. Det blæser kun 6 – 7 ms så det er med fuld storsejl og så går det ellers derudaf. Lige til vi kommer til Guadeloupe. Der hvor øen starter er der altid læ og i værste fald – som nu – modvind. Altså må vi starte maskinen da vi er for dovne til at krydse 20 – 30 sømil.  MEN.........Så er det altså lige at maskinen svigter. Den starter fint men dør hurtigt igen. Vi prøver nogle gange med samme resultat. Ja – så er der jo ikke andet for end at sikre at den har diesel. Der kan jo nærmest ikke være andet galt.  Vi døjer jo til stadighed med slamberter i tanken. Ikke alverdens tilsætningsstoffer og rensning har endnu fået kål på det problem.

Der kommer diesel ud af tankens afgangsslange. Så langt så godt – der er ingen problemer i racorfilteret. Nå – det er jo fint nok men så er der jo kun det sidste filter tilbage – som aldrig fejler noget da racorfilteret tager alt hvad der er. Men det var altså alligevel ikke tilfældet. Efter det blev skiftet og motoren udluftet startede maskinen igen. Det forsinkede os med 45 min. hvor vi bare lå og dalrede rundt. Jeg var oppe nogle gange for at holde udkik og de både der kom forbi kiggede godt nok noget. Jeg fik da også den tanke at hvis ikke vi kunne få maskinen i gang – hvad så. Skal vi prøve at kalde nogen på engelsk på en fransk ø ?? det ved vi på forhånd ikke fører til noget så den skal bare i gang og det kom den heldigvis også. Senere viser det sig at der er kommet en brændstofslange i klemme og at der overhovedet ikke var gennemgang i den. Hvordan i alverden den er kommet i klemme og hvordan den så alligevel kunne køre er en gåde . Men vi har fået befriet den og alt kører som en drøm.

Vi ligger over i Deshais på Guadeloupe men uden at checke ind. Herre gud – vi er der jo kun så få timer og vi tager af sted igen tidligt næste morgen.

Som sagt så gjort. Vi er 6 – 7 både der tager af sted inden for en time. Her i blandt 2 katamaraner. Vi ved godt at når der ikke er megen vind og sø så sejler Joy hurtigt. Så hurtigt at en katamaran der startede samtidig med os hurtigt blev sejlet agterud og en anden katamaran der var en times tid før os blev hentet inden de 50 sømil var udsejlet. Vi kom først af alle til Antigua og det var godt for psyken. Jeg kan ikke fordrage at blive indhentet og hvis der er nogen foran mig skal vi bare nå dem. Og vi sejlede virkelig stærkt. Men det hører altså også til sjældenhederne at der er næsten fladt som et stuegulv samtidig med 6 -  7 ms.

En fantastisk sejltur fra Guadeloupe til Antigua. Det var bare fuld speed.

Det er d. 17 Februar og vi skal på land om 2 uger. Vi dalrer bare lidt omkring og prøver at suge så meget ud af varmen og det blå vand som vi kan. Det glæder vi os over men kan nemt forfalde til at blive lidt melankolske. Øv det er snart slut. Jeg vil gerne blive og lave ingenting men kan alligevel godt mærke at jeg begynder at kede mig lidt. Tommy vil gerne hjem for han har så mange ting han gerne vil i gang med. Og vi savner begge to vores dyr. Vi får små beretninger hjemmefra og hver gang savner vi dem endnu mere. Men vi vil ikke undvære at høre om de gode oplevelser og alle narrestregerne.

Deep Bay på Antigua. Vi bliver aldrig trætte af at se på denne farve vand.

En hvid Ibis eller Heron kalder de den vist. Den stod som forstenet mens jeg stille gik nærmere. Lige til det blev for meget så drejede den langsomt omkring og hvæsede som en kat. Denne var ca. på størrelse med en stork og stod lige ved vejen til den lille by Parham.

Mit nye Garmin kamera var med ude og snorkle og tog dette billede med hjem. Det er tæt på en lille Ø som hedder Rabbit Island fordi den ligner en kanin set fra luften - siger de.

Samme ø set fra båden. Aldeles ubeboet bortset fra at pelikanerne har deres reder her.

Her et dårligt zoombillede af et par hvide pelikanunger der utålmodigt venter på mad.

Der var lige en ting jeg ikke fik gjort i tide. Da vi så fyrværkeri på St.Martin optog jeg det med mit Garmin Virb Kamera men på det tidspunkt kunne jeg ikke finde ud af at få billeder snuppet ud af filmen men det har jeg nu fundet ud af så derfor får I lige et par billeder af det helt fantastiske fyrværkeri. Desværre kan jeg ikke få filmen uploaded da det er en tung omgang men et par billeder er bedre end ingenting.

Der var disse kæmper hele tiden og vi havde næsten en følelse af at blive angrebet af dem da de bare blev ved og ved - større og større.

Det er ikke utænkeligt at vi skal opleve det igen næste år. Fra start til slut varede det godt 7 minutter.

Det er også lykkedes mig at få et billede ud af turen i masten i år. Dette er også fra St Martin.

Jeg beklager at jeg ikke kunne undgå både at få en finger med oppe i venstre hjørne men i særdeleshed at I også skal se på mine fede lår. Joy syner ikke af meget når man er så højt oppe men hun er trods alt 13 meter lang. Tommy står nede på fordækket i en rød bluse.

Nå tilbage til virkeligheden.

Vi tilbringer de sidste dage i Jolly harbour hvilket nok ikke kommer bag på nogen. Herfra er der kun en sejltur tilbage. 50 sømil stik vest. Det vil under næsten alle forhold betyde at vi vil have medvind. Vi bestemmer at vi vil sejle onsdag d. 1 marts. Vinden vil være 12 - 13 ms. Bølgerne er spået til at blive 2,5 meter høje. Igen medrullende sø så det er ikke så slemt.  Vi starter klokken 630 onsdag morgen og sejler forrygende stærkt. Vi har reb 3 i storen og kun et lille forsejl men alligevel holder vi en temmelig god fart. Ikke mindst fordi bølgerne er så store at vi surfer på dem. Højeste fart GPS´en registrerede var 12,6 knob. Vores normale fart ligger på en syv stykker så man kan godt fornemme at det gik stærkt.

Sidste sejltur fra Antigua til St.Kitts. Og det var rigtig fuld fart. Højeste loggede fart = 12,6 knob.

Desværre holder det ikke op med at blæse og vi ligger sikkert og godt i Ballast Bay men det larmer. Jeg fandt mine ørepropper frem men Tommy fik ikke sovet de 2 nætter vi var der. Der er så meget vindstøj i masten og selv om vi er gode til at sikre at der ikke er noget der rasler så var der alligevel for meget vind til vi helt kunne stoppe det.

Fredag d. 3 Marts og det er tid at få båden på land. Vi har bestemt at vi gerne vil sætte båden på land på St.Kitts igen i år. Det er stadig halv pris af de omkringliggende øer så den beslutning var ikke svær. Fuldstændig som sidste år var vi på pletten på det aftalte tidspunkt for at opdage at de var i gang med at flytte en anden båd. Det kom jo ikke bag på os så vi ventede tålmodigt og endelig kom de vores vej. Vi bliver hejst op i Traveliften og kørt ind på plads. MEN - de har ikke støtter der er store nok til os. Den båd de lige flyttede brugte næsten alle dem de havde så i stedet for at blive stillet på store støtter graver de hul til kølen og roret og så bliver vi sat i de små støtter. Så er der heller ikke så langt ned ad stigen så det er fint. Nu er klokken ca. 12 og de er endelig ved at være færdige med at rode med det. Så kan vi komme i gang med arbejdet.

Så hænger vi traveliften og er ved at blive kørt ind på pladsen. Vi skal lige over landevejen men bilerne holder klogelig nok tilbage for os.

Vi ligger i et område lige mellem bjergene og vandet og af en eller anden grund starter  en ildebrand på området mod bjergene men desværre sådan at vinden bærer røgen ned til os. Hele området var indhyllet i kvælende røg og selv om vi lukkede døre og vinduer, kunne vi ikke holde det ude. Hader - hader - hader røg.

På dette billede er vinden heldigvis drejet væk fra bådene så de da i det mindste ikke er i fare.

Vi er næsten færdige med at pakke båden ned og rejser hjem i morgen.

hvis vi skal se tilbage på denne tur har der været en del dårligt vejr - kun få rigtig gode sejladser - flest dårlige eller ligefrem voldsomme ture. Lige nu har vi fået nok og gider ikke sejle lige med det samme. Det kan være det ændrer sig når vi kommer hjem og får vores hjemlige båd i vandet i år.

Men der har været rigtig mange dage hvor vi har nydt solen og det blå vand og friheden til at gøre hvad der passer os enten i dag eller en anden dag. Vi har fået blodtrykket nogenlunde ned ( ja - ja de fleste dage da. )

Det var nok alt for nu.

Vi vender tilbage med mere JOY nyt når vi er tilbage i December 2017